Ny bypark og erhvervsbyggeri på tegnebrættet i Nordhavn

28/11/24

En ny bypark og et kontorbyggeri er i støbeskeen på Marmormolen i Nordhavn, hvis det står til projektselskabet Harbour P/S. Nu påbegyndes arbejdet med en ny lokalplan. 

Marmormolen i Nordhavn er i de senere år udbygget med kontorbyggerier og boliger udover den yderste del af molen, der fortsat er ubeboet. Men nu er arbejdet med at lave en ny lokalplan for området netop blevet indledt mellem Københavns Kommune og projektselskabet Harbour P/S. Forslaget skal godkendes af Borgerrepræsentationen, og når lokalplanen er på plads, og der er fundet lejere, opstarter byggeriet af projektet ’Lodshaven’, der består af en ny bypark og et erhvervsbyggeri.

Marius Møller, bestyrelsesformand i Harbour P/S:
”Den yderste del af Marmormolen rummer nogle fantastiske muligheder for både en bypark og et kontorbyggeri. Nu indleder vi arbejdet med lokalplansprocessen sammen med Københavns Kommune, som skal danne fundamentet for en ny, lokal destination i København, der kan komme både lokalbefolkningen, beboere og områdets virksomheder til gavn.”

Inspireret af Københavns historie

Som en del af lokalplansprocessen har Vilhelm Lauritzen Arkitekter og STED – By og Landskab tegnet et projektforslag til bypark og erhvervsbyggeri. Det er inspireret af Københavns historiske og moderne arkitektur og de grønne kobbertage. Når lokalplanen er på plads, er det ambitionen at etablere en bypark, der kan rumme mange forskellige aktiviteter og styrke biodiversiteten i området. Forud for arbejdet med en lokalplan, har grundejerne derfor inviteret alle, der er interesserede, til at komme med input til byparken.

“Lodshaven kombinerer Københavns første biobotaniske byhave med to nye bygninger og skaber en destination for både lokale og besøgende. Haven, der er inspireret af byudviklingen omkring Marmormolen, skal tilføre en samlet fortælling, hvor biodiversitet og byen forenes. Arkitekturen trækker både på det historiske og Københavns moderne skyline, med fleksibilitet som grundidé for bygningernes fremtidige funktion. De forskellige højder på Lodshusene skaber en naturlig overgang mellem byen, vandet og byhaven,” siger Thomas West Jensen, partner hos Vilhelm Lauritzen Arkitekter.

Det nye projekt afløser et tidligere planlagt projekt tegnet af den amerikanske tegnestue, Steven Holl Architects. Det bestod af to kontorbygninger på henholdsvis Marmormolen og Langelinie forbundet af en bro.

Med sine ca. 80 meter bliver kontorbyggeriet en af Danmarks højeste trækonstruktioner. Det er målet, bygningernes skal have et så lavt klimaaftryk som muligt. Det skal følge Reduction Roadmap, der er byggebranchens eget klimainitiativ.

Fakta: Projektet


Fakta om Marmormolen:

Yderligere information

Kommunikations- og pressechef Jacob Therkelsen, PensionDanmark, telefon 3112 6708.